Ole Wæver “Sikkerhedspolitiske forskeres selvforståelse: Hvorfor feltets teorier gik hver sin vej i USA og Europa “

Sikkerhedspolitisk forskning har de sidste 15 år oplevet en dynamisk teoriudvikling og levende faglige debatter. Men dette er sket i to relativt adskilte systemer – et centreret omkring de toneangiveende amerikanske tidsskrifter med deltagelse af forskere fra især USA plus en del forskere fra andre dele af verden, og et andet system præget af en række teorier udviklet i Europa (Aberystwyth, København, Paris) og primært diskuteret af europæiske forskere i europæiske tidsskrifter men med stigende gennemslag blandt især yngre forskere i både USA og ikke-vestlige lande. Mange fagdiscipliner er domineret af amerikanske teorier, men der er næppe nogen, der overgår statskundskab heri og herindenfor særligt subdisciplinen international politik og indenfor denne igen i ekstrem grad den sikkerhedspolitiske forskning. Derfor er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at der er opstået selvstændige ikke-amerikanske teorier og debatter. Dette påkalder sig forklaring. Yderligere er det påfaldende, at faget er knækket så markant over i to subkulturer. Mange mainstream-forskere i USA vil som reaktion på de nyere europæiske teorier som “kritiske sikkerhedsstudier” og “Københavnerskolen” svare “aldrig hørt om dem” – og omvendt er højt feterede debatter i amerikansk forskning som “offensiv versus defensiv realisme” og “ideers kausale betydning” blevet opfattet som uinteressante og uhyrligt snævre i mange europæiske miljøer. Forskellene mellem de to teorigrupper kan opsummeres i en række punkter:
1) meta-teoretisk med amerikansk hang til neo-positivisme og europæisk til mere kritiske, konstruktivistiske, post-strukturalistiske og sociologiske retninger;
2) organisatorisk mht forholdet til (sub-)disciplinen international politik, hvor de amerikansk teorier følger denne overordnede disciplins generelle teorier, mens de europæiske teorier er mere sui generis programmer opstået indenfor sikkerhedsforskning og til dels fredsforskning; og
3) forholdet til sikkerhedsbegrebet (bredt eller snævert sikkerhedsbegreb etc), der i amerikansk forskning opfattes som en definitionssag, der skal overstås, og i Europa er omdrejningspunkt for en vedvarende begrebsproblematisering, der samtidig udgør selvkritisk refleksion over egen praksis.
Oplægget vil imidlertid argumentere for, at den styrende og underliggende forskel blandt de to miljøer er deres opfattelse af forskernes rolle – af forholdet mellem viden og politik, ekspertise og kritik. Den amerikanske sikkerhedsforskning er – med endnu en grov generalisering – præget af opfattelsen, at man bistår policymaking ved at afdække generaliserbare årsags-virkningssammenhænge, så praktikere kan opnå de ønskede effekter bedst muligt. “Europæisk” forskning er mere præget af en selvopfattelse a la “den kritiske intellektuelle”, der reflekterer over eget politisk medansvar i form af egen teoretisk praksis.
Dette kan igen muligvis føres tilbage til videnssociologiske forklaringer knyttet til den forskellige organisering af universiteter, tænketanke og embedsmænd – og til dels politiske forskelle mellem USAs og Europas internationale, sikkerhedspolitiske rolle.

Ole Wæver er professor ved Institut for Statskundskab. For mere information klik her.

Afspil ved at klikke på play:

 

Download filen direkte ved at (højre)klikke her.

Share

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>